Gå til hovedindhold

ESAA Kids på Ellevangskolen

På Ellevangskolen har vi i skoleåret 21/22 indført ESAA Kids på 1. og 2. årgang.

Børn spiller basket
  • Læs op

Indhold

    Vi indgår i et partnerskabsprojekt med ESAA (Elitesportsakedemi Aarhus) og en række lokale idrætsforeninger.

    Med ESAA Kids ønsker vi at bidrage til at skabe dette mindset hos børn, forældre, medarbejdere og samarbejdsrelationer:

    • Bevægelse er en del af hverdagen
    • Læring kræver bevægelse
    • Vi bliver gode til det, vi træner
    • Bevægelse giver trivsel og sundhed
    • Bevægelsesaktiviteter er uafhængige af køn, sociale forhold, kultur og bevægelseserfaringer

    ESAA Kids er på et niveau, hvor alle kan være med, og vi ønsker at motivere børnene til livslang bevægelse.

    Der arbejdes med disse fire temaer, som naturligvis understøtter Undervisningsministeriets Fælles Mål for idrætsfaget:

    • Boldbasis
    • Kropsbasis
    • Athletics
    • Street/parkour

    Hvert temaforløb varetages af en instruktør fra en af de idrætsforeninger, som ESAA samarbejder med. Instruktøren står for undervisningen en gang om ugen sammen med klassernes idrætslærere og klassepædagoger. Derefter laves der aftaler og opstilles mål for, hvad lærerne og pædagogerne arbejder med i de resterende tre lektioner i løbet af ugen, inden instruktøren vender tilbage mandagen efter med nyt indhold. Hvert temaforløb er typisk af 4 ugers varighed.

    En af intentionerne med ”åben skole” i folkeskolereformen handler om at skabe en tilknytning til foreningslivet og at åbne dørene for eksterne aktører, som kan bidrage til denne brobygning. Med ESAA Kids er det vores intention at styrke den målsætning.

    Sidst opdateret: 04. januar 2024